Iben Hostrup Andersen, som er ledende sygeplejerske på sengeafsnit S1 i Aalborg, har modtaget en fornem hæder i form af Den Nordjyske Ledelsespris 2015. Sengeafsnit S1 deltager i Sikker Psykiatri, og Iben Hostrup Andersen er stærkt involveret i projektet.

Det er blandt andet hendes evne til at fremhæve det gode og skabe struktur og løsninger, der er årsagerne til, at medarbejderne indstillede Iben Hostrup Andersen. Det er en samlet personalegruppe fra sengeafsnit S1, der står bag indstillingen, og en af dem er social- og sundhedsassistent Annette Rosenkilde Jensen:

- Iben tænker nyt, er troværdig og brænder for sit job, og så er hun der for os som medarbejdere. Hun har et stort fokus på samarbejdet mellem patienter, pårørende og personale.

Fokus på kvalitet og effektivitet
Iben Hostrup Andersen er dybt beæret over og taknemlig for, at medarbejderne har sat sig ned og indstillet hende til en pris som denne.

- Det betyder rigtig meget Som leder er mine fire vigtigste fokusområder at forene effektivitet og kvalitet med arbejdsmiljø og sammenhæng i organisationen, fortæller Iben Hostrup Andersen.

Hun vandt prisen blandt 35 indstillede kandidater.