Mennesker, der lider af en psykisk sygdom, lever i gennemsnit 15-20 år kortere end den øvrige befolkning. En væsentlig forklaring er, at de oftere har livsstilssygdomme som sukkersyge, og at de tit overses hos psykiatriske patienter.

Derfor er somatiske sygdomme et af de fire kliniske indsatsområder i Sikker Psykiatri. Det sætter Psykiatrisk Afdeling Svendborg, som er med i Sikker Psykiatri, blandt andet fokus på med en løbeklub, og i maj deltog 12 medarbejdere i Svendborgløbet.

- Løbeklubben er en anderledes måde at minde os om, hvor vigtigt vores indsats mod somatiske sygdomme er, siger projektleder på Psykiatrisk Afdeling Svendborg, Line Løvgreen Thomsen:

- Vi har prøvet at få nogle af patienterne til at snøre løbeskoene, men indtil videre uden held. Vi håber på at få nogle med, når løbeklubben er blevet mere etableret.