Psykisk sygdom er den største risikofaktor for selvmord, og nogle af dem sker under indlæggelse eller umiddelbart efter. Derfor lancerer projekt Sikker Psykiatri en indsats, der skal forebygge selvmord i psykiatrien.

Indsatsen adskiller sig fra de tre andre kliniske indsatsområder projektet. Det rummer ikke pakker med elementer, der ifølge sundhedsfaglige eksperter er de vigtigste indenfor et kliniske område.

I stedet præsenteres et katalog med en række analyser og redskaber, som de sundhedsprofessionelle på de psykiatriske projektenheder anvender til at opstille lokale forbedringsteorier til at forebygge selvmord. På læringsseminaret i maj 2016 viser projektenhederne resultaterne af deres undersøgelser og analyser.

- På den baggrund af det arbejde er det ambitionen at opstille én samlet forandringsteori for indsatsen omkring forebyggelse af selvmord i projekt Sikker Psykiatri, fortæller projektleder i Sikker Psykiatri, Simon Feldbæk Peitersen fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Patienter og pårørende bidrager med forbedringer
I projekt Sikker Psykiatri spiller patienterne og de pårørende en central rolle. De kommer med helt ind i maskinrummet og bidrager med ideer til forbedringer af psykiatrien. Derfor deltog de i det forberedende arbejde af indsatsen omkring selvmord og bidrog med input til redskabskataloget.

- Indsatsen ville have set anderledes ud, hvis ikke vi inddrog patienter og pårørende. De har blik for andre aspekter end fagpersoner, da de eksempelvis er de eneste, der har oplevet et behandlingsforløb over tid. Fra patienterne og de pårørende lød det samstemmende, at der er behov for at arbejde med kulturen i psykiatrien. Det vil sige en ordentlig omgangstone og et mere ligeværdigt møde menneske til menneske, siger Simon Feldbæk Peitersen.

For eksempel havde en af patienterne en oplevelse af, at personale og patienter ikke altid var på samme side. Personalet agerede i højere grad ’arbejdsgiver’ og udstak ordrer, mens man som patient har mere brug for de sundhedsprofessionelle i rollen som ’fagforening’, der taler patientens sag.

En anden patient beskrev et behov for at blive mødt i en almindelig menneskelig relation og tale med personalet, uden at der nødvendigvis skulle være et formelt formål med samtalen.