Den 2. oktober samledes 150 sundhedsprofessionelle og ledere fra projektenhederne i Sikker Psykiatri til det officielt sidste læringsseminar for at udveksle erfaringer og fejre resultater. Blandt deltagerne var også Karen Stæhr, sektorformand i FOA, Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, og Kevin Cleary, den lægefaglige direktør fra NHS East London Foundation Trust.

På læringsseminaret blev der tid til et kig i krystalkuglen. For selvom Sikker Psykiatri officielt slutter ved udgangen af 2017, betyder det ikke et stop for den måde at arbejde med kvalitet og patientsikkerhed på i fremtiden.